Forside
Nyheder
Introduktion
Terrororganisationer
RAF 1968 - 1972
RAF 1973 - 1976
RAF 1977 - 1998
Medlemmerne
Ofrene
Biografier
Artikler
Fotoalbum - RAF
Fotoalbum - Ofre

1968 - 1972

1973 - 1976 

1977 - 1998 - denne side

januar 1977: Fangeoverflytning
Det unge fængslede RAF-medlem Irmgard Möller bliver overført til Stammheim-fængslet i Stuttgart. Her sidder i forvejen RAF-fangerne Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan-Carl Raspe og Ingrid Schubert.

januar 1977: Udskiftning af dommer
Den ledende dommer Theodor Prinzing ved retssagen i Stammheim-Stuttgart mod de ledende RAF-medlemmer bliver udskiftet efter at have videregivet fortroligt materiale, der senere er blevet lækket til pressen.

februar 1977: Domsfældelse
Det tidligere RAF-medlem Kay-Werner Allnach bliver dømt en mindre fængselsdom for sit tilhørsforhold til RAF. En væsentlig del af anklageskriftet er under processen blevet frafaldet grundet manglende beviser.

8. februar 1977: Prøveløsladelse
RAF-medlemmet Brigitte Mohnhaupt bliver prøveløsladt og går øjeblikkeligt under jorden igen. Brigitte Mohnhaupt er af Andreas Baader udset til at være en central figur i RAF fremover.

16. marts 1977: Mikrofoner i cellerne
I pressen afsløres det, at der er fundet aflytningsudstyr i RAF-medlemmernes celler. Myndighederne forsvaret sig med, at lytteudstyret kun en blevet brugt to gange i en kortere periode.

29. marts 1977: Sultestrejke
RAF-fangerne i Stammheim-Stuttgart går i sultestrejke for fjerde gang. Fangerne fremsætter en liste med krav, der skal opfyldes inden sultestrejken afbrydes.

31. marts 1977: Retssag
Retssagen mod advokat Kurt Groenewold begynder i Hamborg.

5. april 1977: Sultestrejke
De fængslede medlemmer af 2. juni-bevægelsen slutter sig til RAF-fangernes sultestrejke.

7. april 1977: Drab og tørstrejkeLikvideringen af Siegfried Buback og to andre
"Kommando Ulrike Meinhof" (Christian Klar, Knut Folkerts, Günter Sonnenberg og Brigitte Mohnhaupt) likviderer rigsadvokat Siegfried Buback, hans chauffør Wolfgang Göbel og embedsmanden Georg Wurster i en bil i Karlsruhe. Ifølge RAF var Buback ansvarlig for 3 RAF-fangers død (Holger Meins, Siegfried Hausner, Ulrike Marie Meinhof).
Efter likvideringen af Siegfried Buback bliver alle RAF-fanger isoleret. I en modaktion mod isoleringen går de fleste sultestrejkende også i tørstrejke.

10. april 1977: Tørstrejke ophæves
Isoleringen af RAF-fangerne bliver ophævet og tørstrejken afsluttes derfor.

28. april 1977: Domsfældelse
Der afsiges dom i en af Vesttysklands længste og mest bekostelige retssager. RAF-fangerne Andrea Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe idømmes fængsel på livstid plus 15 år.

2. maj 1977: Sultestrejke ophæves
Efter forlydender om at myndighederne vil efterkomme nogle de strejkendes krav, bliver sultestrejken ophævet.

3. maj 1977: Skudveksling
Under en skudveksling med politiet i Singen bliver Günter Sonnenberg, der er eftersøgt for mordet på rigsadvokat Siegfried Buback, livsfarligt såret af skud i hovedet. 2. juni-medlemmet Verena Becker bliver lettere såret ved under samme skudduel. Efterfølgende ligger Günther Sonnenberg fire uger i koma.

13. maj 1977: Løsladelse
Irene Goergens bliver løsladt fra fængslet. Med løsladelsen forsvinder hun og er ikke længere aktiv i RAF.

2. juni 1977 – Domsfældelse
Ved retten i Kaiserslautern bliver RAF-medlemmerne Manfred Grashof og Klaus Juenschke idømt fængsel på livstid. Et andet medlem Wolfgang Grundmann bliver idømt 4 års fængsel.

1. juli 1977 - Røveri
Under et røveri i Frankfurt lykkedes det RAF-medlemmerne Willy-Peter Stoll og Knut Folkerts at røve flere håndvåben til brug for RAF. Våbnene skal bl.a. bruges i de kommende måneders planlagte kidnapninger.

11. juli 1977 – Advokat flygter
Advokaten Klaus Croissant forlader Vesttyskland og søger politisk asyl i Frankrig. Han bliver den 30. september 1977 arresteret og sendt retur til en ventende retssag. Her bliver han idømt 2½ års fængsel.

20. juli 1977 – Domsfældelse
I Düsseldorf bliver RAF-medlemmerne Hanna Krabbe, Karl-Heinz Dellwo, Lutz Taufer and Bernd Roessner idømt to gange fængsel på livstid.

30. juli 1977 – Mord
Jürgen PontoEt forsøg på at kidnappe chefen for Dresener Bank Jürgen Ponto går galt, og Ponto bliver dræbt. Pontos guddatters søster Susanne Albrecht har meldt sin ankomst i Pontos private bolig i Oberursel, og hun har taget to venner med. Susanne Albrecht er netop blevet medlem af RAF og hendes venner er de centralt placerede RAF-medlemmer Birgitte Mohnhaupt og Christian Klar. De tre er i villaen for at kidnappe Jürgen Ponto. Kidnapningen slår dog fejl, da Jürgen Ponto sætter sig til modværge. I stedet for dræber Brigitte Mohnhaupt og Christian Klar Jürgen Ponto med 7 skud, mens hans kone kigger chokeret på.
Sagen får hurtigt konsekvenser for de fængslede RAF-medlemmer. Alle celler bliver gennemsøgt. Alle radioer, aviser o.l. bliver inddraget ligesom al kommunikation med omverdenen bliver indstillet.

9. august 1977 – Femte sultestrejke
Som svar på myndighedernes indskrænkning af fangernes privilegier bryder den femte sultestrejke ud.

15. august 1977 – Bombeangreb
Forsvarsadvokaternes kontor i Stuttgart bliver bombesprængt. Kontoret har flere gange været gennemsøgt af politiet, og det er under konstant politiovervågning. Alligevel lykkes det ukendte gerningsmænd at angribe kontoret.

25. august 1977 – Stalin orglet
I Karlsruhe finder politiet en hjemmelavet affyringsrampe for små raketter. Rampen peger mod Anklagemyndighedens kontor, men ingen raketter er blevet affyret. Rampen er konstrueret af RAF-medlemmet Peter-Jürgen Boock. Han har med succes afprøvet det kraftige våben i en grusgrav, men på dagen fejler det. Senere forklarer han, at han med vilje saboterede sit eget værk. Denne forklaring synes dog meget svær at tro på.

30. august 1977 – Arrestation
I Stuttgart bliver advokaten Armin Mewerla arresteret og flere dokumenter til brug for forsvaret bliver beslaglagt.

2. september 1977 – Sultestrejke afsluttes
De fængslede RAF-medlemmer afslutter deres femte sultestrejke.

5. september 1977: Kidnapning og drab
4 mennesker ligger dræbt efter kidnapningen af Hanns-Martin Schleyer.Under kidnapniongen af arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer dræbes hans 41-årige privatchauffør Heinz Marcizs og de tre livvagter; den 41-årige politimand Reinhold Brändle, den 24-årige politimand Helmut Ulmer og den 20-årige politimand Roland Pieler. Schleyer bortføres uskadt. Læs mere her.
Igen får aktionen konsekvens for de fængslede medlemmer. Alle celler og fængslede bliver gennemsøgt og al kontakt med omverdenen bliver øjeblikkeligt indstillet.
Senere samme dag finder politiet et brev fra RAF. Her gøres det klar at Schleyer er blevet bortført. Han kan løslades såfremt alle fængslede RAF-medlemmer bliver fløjet ud af Vesttyskland.

22. september 1977 – Arrestation og mord
Under anholdelsen af RAF-medlemmet Knut Folkerts i Utrecht bliver den hollandske politibetjent Arie Kranenburg dræbt.

30. september 1977 – Arrestation
I Stuttgart bliver advokaten Arndt Müller arresteret. De sidste dokumenter til brug for forsvaret bliver beslaglagt.

13. oktober 1977 – Flykapring
PFLP-enheden "Martyr Halimeh" kaprer et Lufthansafly og forlanger alle RAF-medlemmer løsladt fra de tyske fængsler. Den 17. oktober bliver flyets kaptajn Jürgen Schumann skudt, hvorefter flyet stormes af den specialtrænede tyske enhed GSG9. Alle ombordværende gidsler slipper fri, mens alle fire ombordværende terroristerne bliver uskadeliggjort. Kun en terrorist overlever.

18. oktober 1977 – Selvmord og selvmordsforsøg
De døde Andreas Baader og Gudrun EnsslinI Stuttgart-Stammheim-fængslet bliver Andreas Baader og Gudrun Ensslin fundet døde i deres celler. Andreas Baader har skudt sig gennem hovedet, mens Gudrun Ensslin har hængt sig. Jan-Carl Raspe har også skudt sig gennem hovedet, men han er stadigvæk i live, da han bliver fundet. Han køres straks på hospitalet, hvor han kort efter dør. I en anden celle ligger Irmgard Möller stærkt blødende. Også hun køres på hospitalet, hvor hun bliver opereret og overlever. Efterfølgende påstår hun, at der er tal om mord og ikke selvmord.
Selvmordene og den katastrofale flykapring får uhyggelige konsekvenser for forhandlingerne om Hanns-Martin Schleyers frigivelse. Det er gået op for RAF, at deres fængslede kammerater ikke vil blive løsladt.

19. oktober 1977 i Elsass
Den Audi 100, hvor Hanns-Martin Schleyer blev fundet dræbt i bagagerummet.Den 62-årige kidnappede tyske arbejdsgiverforeningsformand Hanns-Martin Schleyer bliver myrdet efter 44 dages kidnapning. Forhandlingerne er gået i hårdknude, de fængslede RAF-ledere har begået selvmord og Schleyer bliver derfor myrdet. RAF-medlemmerne Rolf Heissler and Stefan Wisniewski kører Schleyer ud i en skov, hvor de begge skyder han en kugle gennem hovedet. Senere bliver Schleyers lig fundet i bagagerummet på en Audi 100 i Mülhausen i Frankrig.

11. november 1977 – Arrestationer
RAF-medlemmerne Christoph Wackernagel og Gerd Schneider bliver arresteret i Amsterdam.

12. november 1977 – Selvmord
I en isolationscelle i Munich-Stadelheim-fængslet bliver RAF-medlemmet Ingrid Schubert fundet død.

28. december 1977 - Domsfældelse
I Stuttgart-Stammheim bliver Verena Becker idømt fængsel på livstid.

21. januar 1978: Arrestation
RAF-medlemmet Christine Kuby bliver arresteret i Hamborg.

10. marts 1978: Sultestrejke
Den sjette sultestrejke blandt de RAF-fængslede bryder ud.

16. marts 1978: Kidnapning og mord i Italien
Den tidligere italienske premiereminister Aldo Moro bliver kidnappet af De Røde Brigader, der forlanger Alle deres kammerater frigivet fra italienske fængsler. Affæren slutter den 9. maj 1978, da Aldo Moro bliver fundet myrdet. Der kan drages mange paralleller mellem denne affære og RAFs kidnapning af Hanns-Martin Schleyer året før.

20. april 1978: Sultestrejke ender
Den sjette sultestrejke blandt de fængslede RAF-medlemmer bliver afbrudt.

26. april 1978: Domsfældelse
Günther SonnenbergI Stuttgart-Stammheim-fængslet bliver RAF-medlemmet Günther Sonnenberg idømt to gange livstid.

11. maj 1978: Arrestation
Sieglinde Hofmann, Brigitte Mohnhaupt, Rolf Clemens Wagner and Peter-Jürgen Boock bliver arresteret i Jugoslavien, hvor de søges udvekslet med 8 kroatiske politiske flygtninge. Arrestationerne er et hårdt slag for RAF, da alle tre er stærkt eftersøgt og tilmed tilhører den absolutte kerne i RAFs anden generation. Vesttyskland går dog ikke med til at udvekslingen, forhandlinger går i hårknude og de 4 RAF-medlemmer bliver senere løsladt.
Stefan Wisniewski bliver arresteret i Orly-lufthavnen i Paris.

6. september 1978: Skudduel og drab
Willy-Peter StollDa det tidligere RAF-medlem Willy-Peter Stoll træder ind på en kinesisk restaurant i Düsseldorf, bliver han genkendt. Politiet er hurtigt på stedet og forsøger at anholde Willy-Peter Stoll. Denne er dog bevæbnet og forsøger at sætte sig til modværge. Han bliver skud og dræbt af to tilstedeværende politibetjente.

24. september 1978: Skudduel og arrestation
En anholdelse i Dortmund af RAF-medlemmerne Angelika Speitel, Michael Knoll og Werner Lotze udvikler sig til en skudduel. Under skudduellen bliver politibetjenten Hans-Wilhelm Hansen dræbt, mens Michael Knoll bliver hårdt såret. Angelika Speitel og Michael Knoll bliver anholdt, mens det lykkes Werner Lotze at undslippe.

8. oktober 1978: Dødsfald
RAF-medlemmet Michael Knoll dør af de skudsår, han pådrog sig under sin anholdelse den 24. september 1978.

To toldere ligger døde tilbage.1. november 1978 ved Kerkrade
Under en illegal grænsekrydsning ved Kerkrade opstår en ildkamp mellem to hollandske grænsebetjente og de to RAF-medlemmerne Rolf Heissler og Adelheit Schulz. Den 19-årige grænsebetjent Dionysius de Jong bliver dræbt, mens den 24-årige grænsebetjent Johannes Petrus Goemans bliver hårdt såret. Han dør den 14. november 1978.

17. november 1978: Løsladelse
Sieglinde Hofmann, Brigitte Mohnhaupt, Rolf Clemens Wagner and Peter-Jürgen Boock, der et ½ års tid har siddet fængslet i Jugoslavien, bliver løsladt og kan forlade landet. I RAF ånder man lettet op.

16. februar 1979: Domsfældelse
I Stuttgart-Stammheim-Fængslet bliver advokat Klaus Croissant idømt 2½ års fængsel og 4 års udelukkelse fra virket som advokat.

19. marts 1979: Bankrøveri
RAF-medlemmer røver en bank i Darmstadt.

17. april 1979: Bankrøveri
RAF-medlemmer røver en bank i Nürnberg.

20. april 1979: Sultestrejke
Blandt de fængslede RAF-fanger udbryder den syvende sultestrejke.

2. maj 1979: Domsfældelse
I Hamborg bliver RAF-medlemmet Christine Kuby idømt fængsel på livstid.

4. maj 1979: Arrestationsforsøg og drab
Under et forsøg på at anholde RAF-medlemmet Elisabeth von Dyck i Nürnberg bliver denne dræbt af skud fra tre politibetjente.

9. juni 1979: Anholdelse
Under anholdelsen af RAF-medlemmet Rolf Heissler i Frankfurt bliver denne hårdt såret af skud i hovedet.

25. juni 1979: Bombeangreb
I Belgien bliver Natos øverste general Alexander Haig udsat for et bombeattentat mod sin bil. Kommando Andreas Baader påtager sig skylden for angrebet. Alexander Haig kommer ikke noget nævneværdigt til ved angrebet, men hans tre livvagter blev lettere såret. RAF-medlemmet Rolf Clemens Wagner bliver i 1993 dømt for attentatet.

26. juni 1979: Sultestrejken ender
Den syvende sultestrejke blandt de fængslede RAF-medlemmer er slut.

19. november 1979: Anholdelse og drab
Et bankrøveri i Zürich udvikler sig til en skudduel mellem politiet og en RAF-kommando. Underskudduellen rammes en tilfældig husfrue Edith Kletzhändler af et vildtfaren skud i halsen og dør. RAF-medlemmet Rolf Clemens Wagner bliver anholdt.

19. december 1979: Domsfældelse
I Stuttgart bliver Siegfried Haag idømt 15 års fængsel.

Juni 1980: Flere nye medlemmer
Bevægelsen 2. juni bliver nedlagt og mindst 12 fortsætter undergrundstilværelsen i RAF. En del af de nye medlemmer kommer til at præge RAF’s virke i de kommende år.

25. juli 1980: Færdselsulykke
De to RAF-medlemmer Juliane Plambeck og Wolfgang Beer omkommer ved en bilulykke nær Bietigheim-Bissingen.

Oktober 1980: Permanent flugt til DDR
RAF-medlemmerne Susanne Albrecht, Christine Dümlein, Ralf Baptist Friedrich, Monika Helbing, Werner Lotze, Silke Maier-Witt, Ekkehard von Seckendorff-Gudent og Sigrid Sternebeck flygter til DDR, hvor de får nye identiteter og får lov at trække sig tilbage fra livet som aktive terrorister.

2. februar 1981: Sultestrejke påbegyndes
RAF-fangernes ottende sultestrejke inddeles.

16. april 1981: Dødsfald
Som følge af sultestrejken dør RAF-medlemmet Sigurd Debus i fængslet i Hamborg. Han er blevet tvangsfodret under sultestrejken, men går alligevel i koma i begyndelsen af april måned. En obduktion viser, at han er død af en stor blødning i hjernen – måske forårsaget af fiksering under tvangsfodring.

18. april 1981: Sultestrejke afsluttes
RAF-fangeren afslutter deres ottende sultestrejke.

31. august 1981: Bombeattentat
Det amerikanske luftvåbens hovedkvarter ved Ramstein bliver ramt af et bombeattentat. RAF-medlemmet Helmut Pohl menes at være en af gerningsmændene. 14 bliver såret, men mirakuløst er der ingen dødsfald. Senere påtager "Kommando Sigurd Debus" fra RAF sig ansvaret for attentatet.

15. september 1981: AttentatGeneral Kroesens bil efter attentatet
Med en panserraket forsøger RAF-medlemmerne Birgitte Mohnhaupt og Christian Klar i Heidelberg at likvidere den amerikanske luftflådes øverstbefalende i Europa General Frederick James Kroesen. Selvom panserværnraketten rammer bilen bliver ingen dræbt. 4. bliver såret. "Kommando Gudrun Ensslin" fra RAF påtager sig senere ansvaret for attentatet.

1. april 1982: Permanent flugt til DDR
RAF-medlemmerne Henning Beer og Inge Viett flygter til DDR, hvor de får nye identiteter og får lov at trække sig tilbage fra livet som aktive terrorister. Der er nu 10 tidligere RAF-medlemmer, der gemmer sig i DDR.

15. september 1982: Bankrøveri
En bank i Bochum bliver røvet. RAF-medlemmet Ingrid Jakobsmeier menes at være en af gerningsmændene.

11. november 1982: Anholdelser
I en skov i nærheden af Frankfurt har RAF gravet nogle våben ned (Depot I). Da Birgitte Mohnhaupt og Adelheid Schulz vil hente nogle af våbnene bliver de overrasket af det tyske grænsepolitis anti-terrorenhed. Begge RAF-medlemmer bliver anholdt. Anholdelsen af Birgitte Mohnhaupt er et stort slag for RAF. Hun har i mange år været lederfiguren i RAF og andre må nu overtage.

16. november 1982: Anholdelser
Ved et andet våbendepot (Depot Daphne) i nærheden af Hamborg bliver Christian Klar anholdt af det tyske grænsepolitis anti-terrorenhed. Endnu en af de centrale figurer er anholdt og RAF må efterfølgende bruge noget tid på at komme på at reorganisere sig.

15. marts 1984: Bankrøveri
I Würtburg røver ukendte gerningsmænd en bank. Udbyttet bliver på 171.000 DM. Bankrøveriet tilskrives RAF, men er aldrig blevet opklaret.

2. juli 1984: Anholdelser
RAF-medlemmerne Helmut Pohl, Christa Eckes, Stefan Frey, Ingrid Jakobsmeier, Barbara Ernst og Ernst-Volker Staub bliver anholdt ved Frankfurt.

5. november 1984: Røveri i våbenforretning.
Eva Sybille Haule-Frimpong og andre RAF-medlemmer røver en våbenforretning i Ludwigshafen. Byttet bliver 22 håndvåben, 2 geværer og omkring 2800 patroner.

4. december 1984: Sultestrejke påbegyndes
RAF-fangerne i de tyske fængsler påbegynder deres niende sultestrejke.

18. december 1984: Mislykket bombeattentat
"Kommando Jan Raspe" forsøger at gennemføre et bombeattentat mod en NATO-skole i Oberammergau. Attentatet mislykkes, da bomber af tekniske årsager ikke detonerer. Eva Sybille Haule-Frimpong menes at være en af gerningsmændene.

15. januar 1985: Erklæring
Franske "Action Directe" og tyske RAF udsender en fælles erklæring.

1. februar 1985: AttentatErnst Zimmermann
"Kommando Patsy O'Hara" fra RAF likvidere formanden for den tyske motor- og turbineunion (MTU) Ernst Zimmermann i familiens hjem i Gauting ved München. Han bliver koldblodigt likvideret af to gerningsmænd med skud gennem hovedet. Zimmermanns hustru overværer likvideringen. Deto gerningsmænd er aldrig blevet identificeret.

5. februar 1985: Sultestrejke afsluttes
RAF-fangernes niende sultestrejke afsluttes.

3. juni 1985: Bankrøveri
I Kirchentellinsfurt røver ukendte gerningsmænd en bank. Udbyttet bliver på 157.700 DM. Bankrøveriet tilskrives RAF, men er aldrig blevet opklaret.

7. august 1985: Drab
Edward Pimentals ID-kort.En ung kvinde (formentlig Birgit Hogefeld) går lokket den 20-årige menige i den amerikanske hær Edward Pimental med hjem fra en værtshusbesøg i Western Saloon i Wiesbaden. Soldaten bliver dræbt samme nat og frarøvet alle sine papirer.

8. august 1985: BombeattentatRhein-Maine basen
En bilbombe eksploderer på Rhein-Main-basen i Frankfurt tidligt om morgenen kl. 7.19. Bilen og bomben er kørt en på basen af en mand, der identificerer sig med Edward Pimentals papirer (se den 7. august 1985). En 20-årig soldat Frank H. Scarton og en 25-årig civilist Becky Jo Bristol bliver dræbt ved attentatet. 23 såres. Senere påtager "Kommando George Jackson" fra RAF sig skylden for attentatet.

9. juli 1986: Bilbombeattentat og drab
Direktøren for Siemens Karl Heinz Beckurts og hans chauffør Eckhard Groppler bliver dræbt, da en bilbombe eksploderer. "Kommando Mara Cagol" fra RAF tager senere ansvaret i en erklæring. En af personerne i kommandoen menes at være RAF-medlemmet Horst Ludwig Meyer.

2. august 1986: Anholdelser
RAF-medlemmerne Eva Sybille Haule-Frimpong, Luitgard Hornstein og Christian Kluth bliver anholdt I Rüsselsheim. Eva Sybille Haule-Frimpong er et højtstående medlem, mens de to andre ikke antages at være central placerede medlemmer.

10. oktober 1986: SkudattentatGerold von Braunmühl ligger død på vejen
Den højtstående embedsmand i det tyske udenrigsministerium Gerold von Braunmühl bliver beskudt, da han stiger ud af en taxi foran sit hjem i Bonn. Han forsøger at flygte, men må hårdt såret opgive. De to, der affyrer de dræbende skud, følger efter ham og likviderer ham efterfølgende. "Kommando Ingrid Schubert" fra RAF tager senere ansvaret i en erklæring.

20. september 1988: Attentatforsøg
"Kommando Khaled Aker", der bl.a. består af RAF-medlemmet Birgit Hogefeld, forsøger i Bonn, at likvidere den tyske finansministers departementschef Hans Tietmeyer og hans chauffør, men en maskinpistol fejler og Tietmeyers bil kan kører væk.

1. februar 1989: Sultestrejke påbegyndes
RAF-fangerne påbegynder deres tiende sultestrejke.

12. maj 1989: Sultestrejke afsluttes
RAF-fangernes tiende sultestrejke afsluttes.

9. november 1989: Berlinmuren falder
Natten mellem den 9. og den 10. november falder Berlinmuren. DDR bryder sammen og hele Østtyskland indlemmes efterfølgende i Vesttyskland.

30. november 1989: Bombeattentat og drabAlfred Herrhausens bil efter attentatet
Formanden for Deutsche Bank Alfred Herrhausen Bank bliver i Bad Homburg vor der Höhe udsat for et sofistikeret bombeattentat. Bombemændene har placeret en 20 kg bombe i en taske på en cykel, der står parkeret langs med vejen. Da Alfred Herrhausens konvoj på 3 biler passerer cykel eksploderer bomben, og Alfred Herrhausen bliver som den eneste hårdt såret og bløder voldsomt fra benet. Han dør kort efter af blodmangel. "Kommando Wolfgang Beer" fra RAF påtager sig ansvaret. Hvem der deltog i denne kommando er uvist.

Juni 1990: Anholdelser
De 10 tidligere RAF-medlemmer, der har skjult sig i det tidligere DDR, bliver anholdt i løbet af juni måned. I en gennemgang af gamle arkiver er deres navne og nye identiteter dukket op.
Susanne Albrecht arresteres i Østberlin den 6. juni 1990.
Inge Viett arresteres den i Magdeburg den 12. juni 1990.
Ekkehard von Seckendorff-Gudent og Monika Helbing arresteres i Frankfurt-Oder den 14. juni 1990.
Werner Lotze og Christine Dümlein arresteres i Senftenberg den 14. juni 1990.
Ralf Baptist Friedrich og Sigrid Sternebeck arresteres i Schwerdt den 15. juni 1990.
Henning Beer og Silke Maier-Witt arresteres i Neubrandenburg den 18. juni 1990.

27. juli 1990: Bombeattentatforsøg
"Kommando Jose Manuel Sevillano" forsøger i nærheden af Bonn, at likvidere den tyske indenrigsministers departementschef Hans Neusel med en bilbombe. Til alt held har Neusels chauffør fri og Neusel kører derfor selv bilen. Gerningsmændene havde regnet med, at Neusel sad på bagsædet. Neusel bliver lettere såret ved attentatet.

13. februar 1991: Beskydning af ambassade
"Kommando Vincenzo Spano" beskyder den amerikanske ambassade i Bonn med omkring 250 skud. Ingen kommer noget til ved attentatet.

1. april 1991: Skudattentat
"Kommando Ulrich Wessel" likviderer formanden for Treuhandanstalt Detlev Karsten Rohwedder i hans hjem i Düsseldorf. Rohwedder er om aftenen gået hen til vinduet i sin højtsikrede villa, da et skud affyret 63 meter væk sårer ham dødeligt. Et andet skud rammer hans kone, mens et sidste skud rammer en bogreol. Det formodes, at RAF-medlemmet Wolfgang Beer var gerningsmanden.

10. april 1992: Våbenhvile
I en erklæring indgår RAF en frivillig våbenhvile.

27. marts 1993: Bombeattentat
"Kommando Katharina Hammerschmidt" anretter et bombeattentat mod et fængsel, der er under opførelse i Weiterstadt. Ødelæggelserne er store og færdiggørelsen af fængslet opgives. Ingen kommer til skade ved attentatet. Det antages, at Birgit Hogefeld er en af gerningsmændene. Aktionen er RAFs sidste.

27. juni 1993: Anholdelse og drabDen døende Wolfgang Grams bliver behandlet på sporerne, hvor han faldt.
En storstillet anholdelse i Bad Kleinen i det tidligere DDR af RAF-lederne Wolfgang Grams og Birgit Hogefeld forløber ikke som planlagt. Birgit Hogefeld lader sig anholde, mens Wolfgang Grams forsøger af skyde sig ud. Han rammer bl.a. Michael Newrzella fra grænsepolitiets antiterrorenhed. Under skudduellen rammes Wolfgang Grams flere gange og skyder formentlig sin sidste kugle gennem sit eget hoved. Nogle timer senere dør Michael Newrzella. Han bliver RAF’s sidste offer.

19. maj 1998: Løsladelse
RAF-medlemmet Helmut Pohl bliver benådet og løsladt.

28. april 1998: Sidste erklæring fra RAF
Reuters modtager en erklæring fra RAF. I erklæringen opgiver RAF kampen og nedlægger våbnene. RAF eksisterer fra denne dag ikke mere.

15. september 1999: Anholdelse og drabDen døde Horst Ludwig Meyer
Under et røveri i Wien i Østrig bliver det tidligere RAF-medlem Horst Ludwig Meyer dræbt, mens kollegaen Andrea Klump bliver anholdt. Horst Ludwig Meyer bliver det sidste medlem af RAF, der dør i kamp.





|Forside| |Nyheder| |Introduktion| |Terrororganisationer| |RAF 1968 - 1972| |RAF 1973 - 1976| |RAF 1977 - 1998| |Medlemmerne| |Ofrene| |Biografier| |Artikler| |Fotoalbum - RAF| |Fotoalbum - Ofre|